Ecuador – himmel og hav
- juli 2016

Vores mål med turen til Ecuador var at vandre blandt andesindianere og vulkaner i de højtliggende bjerge og at se Galapagos-øernes dyreliv. Så vi opholdt os på fra 4200 m’s højde til -5 m under havoverfladen, når dyrene under vandet skulle studeres med snorkeldyk.

Selv om vi kom op på at krydse ækvator fire gange på rejsen, var ingen af stederne specielt varme. ”Sidste år var vi på ferie nord for polarcirklen og jeg har pakket det samme tøj i år,” sagde Arvid.

Vores rejse havde tre kapitler: et ophold i en indianerlandsby, en vandring til Quilotoa-krateret og et Galapagos krydstogt. Ind i mellem havde vi en dag til at opleve Quito og en dag i havnebyen Guayaquil.

Vi startede med at tage direkte fra lufthavnen til landsbyen Morochos ved købstaden Otavalo. Her blev vi indkvarteret i to indianerfamilier, der begge havde et gæstehus bygget ved siden af deres eget hus. Her kan man dele gårdsplads med familien og blive inviteret med i deres hverdag, ligesom man spiser morgenmad og aftensmad sammen med dem. Et bedre kendskab til spansk havde været en fordel for at få mere ud af kontakten til familien, men i den ene familie, der havde mange små børn, fungerede det godt at få lov at flette hår på datteren, hjælpe med opvasken og se diverse fotoalbum fra familiens liv.

Landsbyen kunne nås ad en lang, bumpet vej. Den havde engang været fint brolagt, men nu var stenene løsnet mange steder, med store huller til følge. Husene i byen var moderne, murede huse og mange steder var der gang i at bygge nye, større huse. Et byggeri, der kunne tage lang tid, for der blev kun bygget i takt med at der er råd (fortalte den ene familie, som selv havde et nyt, større hus på vej). Husene ligger relativt spredt med plads til familiernes marker og haver imellem. Lige overfor vores familiers huse lå skolen og der var også en lille butik. Længere henne ad vejen var et egentligt landsbycentrum, markeret med en blomstersmykket bue og endda med et kort over landsbyen sat op på en væg. Det var en god oplevelse at komme helt ud på landet og have tid til at være der.

Vi havde en udflugt til Fuyafuya som er en top, der kan nås ad en stejl sti gennem græsgange. Fra en sø i 3700 ms højde gik vi op på toppen på 4200 m og en endnu stejlere vej ned. På denne tur havde vi en lokal guide og en guidepraktikant; en ung pige, som hurtigt opgav at gennemføre vandringen. Vi fik også tid til at se på Otavalo med dens kunsthåndværkermarked, hvor alpacatæpper og ponchoer vævet i smukke aztesiske mønstre hænger og blafrer lokkende i vinden. Markedssælgerne er behagelige, til at forhandle med og slet ikke så pågående som i andre dele af verden. Ingen hiver fat i ærmet eller råber op om ”special prize for you, my friend” – de venter blot på at køberne selv nærmer sig og begynder først på salgstrickene når man har vist seriøs interesse.

Næste kapitel stod på mere vandring, nu syd for Quito på Quilotoa Loop. Også her havde vi en guide at gå med, hvilket betød at vi kunne gå ad lidt mindre stier langs markskel og gennem hegn. Til tider sagde vi til hinanden, at her kan vi kun gå fordi vi har en guide, men meget af turen var nu mærket sti eller vej, som man godt kunne vandre på egen hånd. Vores guide, Marcial, var også god til at fortælle om lokale planter og ikke mindst om kitchwa-navne og deres betydning.

Landskabet består af vulkansk, let-eroderet klippe og sand eller sandjord. Det er et bakket landskab som sine steder er gennemskåret af dybe raviner a la Grand Canyon. At gå op eller ned i en ravine ad en sti slidt dybt ned i klippen er en flot og også udmattende oplevelse. Vi gik fra by til by ad de gamle stier fra før der blev bygget veje. Et sted gik vi omkap med en vej, der var ved at blive bygget. ”Hvor er min gode sti blevet af, for 14 dage siden var her ikke en vej,” sagde guiden. Turen gik langs dyrkede marker og undertiden traf vi et par får der skulle drives afsted eller grise, der var tøjret i vejkanten. Vi sov på hostels i de små byer. Bedst på det første i Isinlivi, som hed Llullu llama (Den lille lama). Et meget hyggeligt sted med en hovedbygning der osede af vandrehyttestemning og fine gæstehytter, men muldtoilet og bæredygtig tankegang. Der var endda også et spa med sauna og boblebad, måske ikke så bæredygtigt, men meget dejligt. De øvrige tre nætter sov vi også fint, men der var vist flere hostels i de byer, så her var vi mere alene på hostelene og vandrehyttestemningen udeblev lidt. Sidste nat var på en hacienda i Tigua, hvor vi var lidt tilbage til familiebesøget, idet det var far og mor og lille sød datter, der stod for servering i spisesstuen, som lå lige op ad deres private hjem.

Vandreturens højdepunkt er kratersøen Quilotoa som pludselig åbenbarer sig for en, når man er nået op gennem enge, sand og fyrreskov. Den har en stærk grønblå farve og der er stadig varme kilder i den. Man kan gå ned til søen og også sejle kajak på den, men det er yderligere 400 højdemeter ned og op igen, så vi beundrede den kun fra kraterkanten. På kraterkanten ligger byen Quilotoa, som er i rivende udvikling med turisme. Der er bygget et fint anlæg med udsigtsplatform, en fælles landsbyejet restaurant og en stor parkeringsplads som det så ud til at de kræver afgift for ved et bomhus. Meget smukt, men også meget tilrettelagt. Der var endda en model over planerne for byen. Men hvis det er landsbyfællesskabet, der har besluttet det og udført, er det jo imponerende.

Efter bjergene fløj vi 1000 km ud over havet til Galapagos. Krydstogtet med motoryachten Golondrina starter direkte fra lufthavnen og allerede første dag er man på tur blandt ynglende fugle og afprøver snorkeludstyr fra stranden. Golondrina har en besætning på 8 og på denne tur 13 passagerer (der kan være 16), så der er rigeligt mandskab til at sejle os i gummibåd, kræse for os med god mad og hjælpe med at tage en splint ud af foden på Sigrid, hvad vi også fik brug for. Der var altså en afslappet stemning på båden, hvor man også kom tæt på besætningen. Kaptajnen overlod endda gerne roret til bl.a. Arvid.

Vi havde en 8 dage lang tur, hvor vi besøgte 7 øer plus det løse, så der blev sejlet en del, ikke mindst natsejlads for at vi kunne være fremme om morgenen og opleve øerne inden det blev dagturisternes tur. Det indebar at vi nogle morgener havde første aktivitet kl. 6. Der var som regel tre aktiviteter pr. dag. Nationalparken har tilrettelagte stier af 1-3 kms længde, hvor man går gennem fuglekolonier eller leguanopholdssteder. Andre gange blev vi sat i land på en sandstrand og måtte gå på stranden, svømme eller snorkle som vi ville. Blot måtte man aldrig gå ud i de bevoksede områder eller de højere dele af stranden, hvor skildpadderne lægger deres æg. Endelig var der snorkelaktiviteterne, hvor vi hoppede i fra gummibåden og svømmede med blik ned til søløver, havskildpadder, hajer, rokker, pingviner, hundredvis af farvestrålende revfisk og tusindvis af småfisk i storer stimer. Det bedste sted var nok på Santa Fe, hvor skibet lå i en lagune. Vi var både i land på øen, badede fra skibet og snorklede rundt i lagunen langs både den ene og den anden bred og svømmede med søløver og fulgte rokker på deres vej.

På sådan en nationalpark-tur får man nærmest indtryk af at der ingen mennesker er på Galapagos, men der er faktisk 4 beboede øer med i alt henved 20.000 mennesker. Heldigvis skulle vi også besøge både hovedstaden Puerto Baquarizo Morena og den største by, Puerto Ayora. Her havde vi tid til at opleve lidt mere end bare strandpromenadens turistbutikker, så vi fik indtryk af at der også leves et liv på øerne.

Hvordan er Ecuador som rejseland?

Vi havde valgt at få lavet et skæddersyet arrangement gennem Jesper Hannibal A/S, især for at være sikret en plads på en Galapagos turbåd, men også for at have alle transporter og overnatninger i orden, så vi kunne bruge tiden på at vandre og opleve. Det er en fordel, når man ikke har lang tid at rejse i. Vores erfaring med Ecuador var dog at alt fungerede og lokale rejsebureauer tilbød ture på stedet, så man kunne godt have organiseret mere undervejs og rejst mere ”back-packer style”. En af vores rejsefæller på Galapagos havde endda selv booket turen på rederiets hjemmeside, så ikke en gang det kræver et dansk rejsebureau.