Gardermoebrownie

Kagen har fået dette navn fordi den er en efterligning af een, vi så i Gardermoen lufthavn.

Serveret for KNaP hos Charlotte & Kim, august 2008

4 æg
350g sukker
4 spsk vanillesukker
4 spsk kakao
75g mel
25g maizena
200g hasselnøddekerner
125g smør
75g mørk kogechokolade
Is-topping-sovs med karamelsmag
Creme fraiche eller flødeskum.

 

Smelt smør og chokolade langsomt og lad det afkøle, dog uden det stivner.

Pisk æg og sukker.

Bland vanillesukker, kakao, maizena og mel og rør det i æggesnapsen.

Rør nøddekerner i, og derefter det afkølede smør og chokolade.

Fordel dejen i to forme: Det meste i en stor form på ca 25x30cm; resten i en lille folieform eller springform på ca 20cm i diameter.

Bages ved 165° i 40 minutter.

Efter afkøling sprøjtes karamelsovs over kagen i den store form, så det næsten dækker.

Kagen i den lille form vendes ud på et skærebræt og skæres i tern på ca 2x2cm, som fordeles over den store kage. Slut af med lidt mere karamelsovs.

Kagen serveres kold med creme fraiche eller flødeskum.