Skærgårssommer i Bohuslen

I år var der 3 uger at sejle i, hvilket for os er en lang sejlerferie. Dvs. rigtig tre uger var der ikke, for de store børn har nu så meget andet end familieferie at passe, så de begge ville være væk fra båden en uge og i dette tilfælde den midterste. Sigrid og Arvid så for sig, at de ville sejle transportsejlads op langs den svenske kyst og ned igen og ikke være med til selve skærgårdsferien i midten. Sådan skulle det selvfølgelig ikke være, så vi lavede en plan der sagde hurtigst muligt til skærgården og så sejle rundt der og ikke alt for langt væk, så der er masser af tid til skærgårdsidyl. Da sommeren 2014 viste sig at have rent middelhavsklima var dette en god og vellykket disposition.

Efter en stille og rolig mandeweekendtur i Øresund (Martin og Arvid samt Martins far), mønstrede Sigrid og Mette på i Gilleleje søndag den 20. juli ved frokosttid. Vejret var perfekt til en natsejlads med en let vind og ellers stille hav. Næste morgen kl. 7.30 kunne vi lægge til i Vinga og var straks i gang med klipper, sol og overfyldte havne. I den første uge tog vi de kendte steder, som børnene (kalder vi dem her, selv om de egentlig ikke rigtig er børn længere) gerne ville opleve: Marstrand og Smögen. Det viste sig at være en god idé at overnatte i naturhavn kort før målet, så vi den næste dag kunne anløbe ca. kl. 10, når de, der har overnattet, sejler videre. På den måde kunne det lade sig gøre at få plads. Smögen er et hålli-gång-sted havde jeg fortalt børnene. De forstod først rigtig hvad jeg mente, da en fuld pige midt om natten ravede rundt på vores fordæk efter sit kreditkort, som hun på forunderlig vis havde tabt der. Børnene i forkøjen var ikke imponerede af hendes opførsel.

Efter disse dyre eksklusive havne (300 SEK) ville vi ud og besøge de primitive skær på Väderöerne. Men her var der netop, til de lokale lodsfamiliers fortrydelse, bygget et fint anlæg med servering, konference og anløbsbro med toiletbygning. Det blev den allerdyreste nat (350 SEK). Trods turister og fuldt udrustet bar, lå man dog stadig i et lille naturligt havnebassin og havde hele øen at gå ture på. Vi sejlede endda i gummibåd over til et af de mindre skær og dykkede og så ”pot holes” fra istiden der. Og måske er det meget godt med komforten, for vi er ikke så gode som svenskerne til bare at sejle hen til en klippe og hoppe i land med en fortøjning, hvor gerne vi end ville. Det lykkedes kun i Utkäftan, syd for Marstrand, hvor bådene i dette vejr lå så tæt at det nærmest var en havn.

Efter Väderöerna vendte vi sydpå igen og brugte tiden til børnene kom tilbage på at udforske farvandet rundt om Orust og Tjörn. Passagen bag om øerne er spændende. Ikke alene er landskabet et helt andet, det ligner meget mere Stockholms skærgård, også tempoet er et andet. Pludselig er der ingen overfulde havne. Både i Uddevalla og Henån havde vi næsten hele gæstebroen for os selv. Og oplevelserne er bestemt ikke ringere. Der er smukke trange løb, ankringspladser og naturhavne og små og store byer. Uddevalla bød både på et gratis museum og en international torvedag, hvor man kunne få mad fra hele Europa. I Stenungssund, hvor vi ventede på at børnene kom igen, skete der ikke så meget, men lige ved havnen er der et kæmpe shoppingcenter. Det er så også det liv, der er i den by, men også her kunne vi finde en fin vandretur at gå.

Hjemvejen havde vi lovet også indeholdt oplevelser, så vi fik det sidste ud af skærgården med et besøg på bilfri Donsö (dog fuld af golfbiler) og en ankernat i noget af det allersydligste, der kan kaldes skærgård ved Onsala halvøen. Her mærker man, at vi er kommet til Halland. På trods af, at vi er helt ude ved havet, er kysten dækket af skov og eng mellem klippeknoldene. Da vi lettede anker tidligt om morgenen, startede vi en maratonsejlads langs hele kysten ned til Arild ved Kullen. Vinden var nemlig lovet at gå i syd senere på ugen, så vi kom endnu engang til at haste forbi svenskekysten. Til gengæld fik lille Arild lov til at stå for den sidste feriedag med badning, vandretur og en fin middag på hotel.