Niende rejsebrev - Pahlen, 28. juli

Tyske Bugt og Vadehavet er noget, der bare skal overstås, med mindre man har en båd, som er bygget til dette specielle farvand, hvilket vil sige væsentlig tungere og meget mere fladbundet end Litorina. Vi havde ellers flere planer om ting, vi gerne ville opleve. Men udsejlingen fra Holland gennem rækken af frisiske øer fik os til kraftigt at genoverveje dem. Tidevandets og bølgernes sammenstød i de smalle "gat" (mellemrum) mellem øerne skaber en fuldstændig kaotisk og meget ubehagelig sø.. Vi blev kastet flere meter op og ned i snart den ene, snart den anden retning, af bølger, der tårnede sig op fra alle retninger på en gang. Da vi så samtidig opdagede, at ekkoloddet til tider kun viste godt 2 meter vand, blev vi noget blege. Hvornår ville båden ramme sandbunden med et brag i bunden af en bølgedal?

(klik på kortet for at vise i Google Earth)

Endvidere var det løb, vi havde regnet med at følge, forsvundet. Sandbankerne ændrer sig hele tiden, så selv nye søkort er højst at betragte som vejledende. Man må bare følge mærkerne og håbe, at de er sat om efter de aktuelle forhold. Og nu viste det sig, at det eneste afmærkede løb, vi kunne finde ud til det åbne hav bragte os på en hård omvej adskillige sømil mod nordvest, lige op mod vinden, før vi endelig kom til et hul i brændingen og kunne dreje af mod øst, som vi skulle.
I samme øjeblik vi kom ud på dybt vand blev havet fuldstændig roligt, for vinden var faktisk ikke særlig kraftig!

Destinationen var egentlig Norderney, en af de få frisiske øer, som har dybde nok i havnen selv ved lavvande. Men det blev droppet, da det ville medføre, vi skulle ind gennem endnu et "gat" og ud igen næste dag. I stedet valgte vi at sejle natten igennem helt til Helgoland, hvor vi var fremme 4.30 næste morgen.

Helgoland var heldigvis en plan, der blev gennemført med succes. Øen ligger på åbent hav og er nem at anløbe. Derudover er den interessant med sine meget høje, lodrette fuglefjelde og sin spændende historie. Den er næsten ligesom Flakfortet, bare meget større, med kæmpe dækmoler og gennemboret af militære gange. Men derudover er det også en shoppingø med et enormt udbud af spiritusbutikker og parfumerier, da øen er toldfrit område, og mål for myriader af endagsturister, der kommer med de mange færgeruter fra fastlandet.

Den næste plan, der blev droppet, var at gå ind i Ejderen. Det er iflg. kortet muligt ved højvande, og vi har læst om flere, der har gjort det. Men her skal man ind over en lav sandbanke i mundingen, som kun kan passeres ved højvande, hvilket ville være svært at beregne, idet vi skulle sejle ca 25 sømil fra Helgoland dertil. Bedre blev det ikke af, at vinden var gået i øst. Vest ville ganske vist være værre, for man skal ikke forsøge at krydse revlen i pålandsvind, men med østenvind ville vi dels skulle krydse, dels få vinden imod den indadgående tidevandsstrøm, hvilket gør søen stejl og uberegnelig..

I stedet tog vi tilbage samme (sikre) vej som vi for 6 uger siden rejste ud; via Elbmundingen og Brunsbüttel. Også her skal vi ind med tidevandet, så det betød afgang kl. 02.50 fra Helgoland. Brunsbüttel var næsten som at komme hjem, dels fordi det er den første havn på turen, vi "vender tilbage" til, dels fordi den udgør grænsen for hvor sejladsen i Nordsøen startede, og dermed nu også er forbi.

Ejderen er vi ikke gået glip af. Vi har bare taget den fra "bagsiden", dvs fra Kielerkanalen, i stedet. Ejderen er en naturlig flod med et meget slynget løb, så man kommer kun langsomt fremad på kortet. Vi sejlede ned af den til Pahlen, en mindre landsby langt ude på bøhlandet blandt Ditmarskens køer og diger. Ejderen er en smuk tur mellem siv, marker og træklædte bredder, men efter ca 25 km (dvs. 3 timer) vurderede vi, at de sidste 30 km såmænd ser ligesådan ud og først dernede ligger Ejderens største attraktion, Friedrichstadt. Den springer vi over; den ligger også ude, hvor der atter er tidevand i floden.

At Nordsøsejladsen er forbi har vi det lige for øjeblikket udmærket med. Det har været spændende at prøve tidevandssejlads, men lige nu ser vi frem til på resten af turen at nyde at kunne følge vores egen døgnrytme uden almanakkens "køreplan", og sejle i vand som i store træk forbliver, hvor det er.
Og så har vejret endda været varmt og tørt i flere dage nu!