Allerede sidste efterår satte vi kryds i kalenderen ved Kristi himmelfart. Her skulle familien være moden til en flere dages vandretur med telt.
Man skal ikke langt væk for at finde vildmark i forhold til manglende mulighed for offentlig transport og proviantering. Fra Osby og østpå ad Skånelden er der 70 km uden en by, en servering eller en iskiosk (hvis man altså holder sig på leden). Vi skulle bære alt, inkl. alt proviant. ”Du må endda gerne tørre noget mad”, sagde Martin (se god tørret tunret (link).
Sigrid fik sidste år en god 50L rygsæk og Arvid har arvet børnerygssækken, som lige kan rumme hans sovepose og minimalt tøj, men alt i alt tager børnene nu deres del. Sigrid bar ca. 7 kg og Arvid bar 3 kg.

Man kommer let til Skåneleden ved at tage direkte tog til Osby. Her er en overnatningsplads lige uden for byen, så det kan lade sig gøre at ankomme efter en arbejdsdag (for Sigrids vedkommende blev det lige efter en Tivolitur med skolen). Lejrpladsen ved Osby er dejlig. Ved Friluftsfrämjandets hytte med kanoer og en saunabåd i Osbysjön. Her er vindskjul, vand og en plæne med smuk søudsigt. ”Her er jo skråt, hvor skal vi sætte teltet?”, sagde børnene. Da havde de endnu ikke set de kommende lejrpladser som var lutter skovbund med sten og rødder og i to tilfælde befandt sig på en lille top med meget lidt plan jord. Ingen andre steder lykkedes det os at sætte teltet op uden at måtte acceptere at have sten eller stubbe i apsis, men dog kun der.

Morgenen efter drog vi så afsted ind i skoven. Vi var dog ikke gået meget mere end en km, før vi blev ledt ud på en vej p.gr.a. stormfældede træer. De væltede træer skulle vi møde langt flere af næste dag ved Vesslarpsøen, hvor der ikke var skiltet en alternativ rute. Her måtte vi ud og kravle gennem Mikado-spillet.
Regnvejr gjorde også flere steder skoven meget våd, især hvor der var kørt med de tunge skovningsmaskiner, som gør en lille sti til to dybe vandfyldte spor. Tilsammen gjorde det at vi blev temmelig trætte.

Da vi den første aften nåede frem til Trollabackarna ved Glimåkra efter 17 km, mente vi at det var vist lige hvad vi kunne klare på en dag. Martin var ved at gå helt død på den sidste stejle stigning. At man endda skulle gå videre ned til søen for at finde en vandhane og tilbage opad igen, var ikke populært hos de trætte ben.
Da vi kiggede frem i turbeskrivelsen, gik det op for os at vi hjemmefra havde planlagt at tage 5 dagsetaper på 4 dage. De tre sidste var godt nok korte, men det skulle jo også passe med overnatning og en bus hjem den sidste dag. Nå, foreløbig måtte vi bare gå videre. Vi havde hjemmefra rustet os med nogle taxatelefonnumre, så en redning var mulig.
Fredag aften endte på en overnatningsplads midt i de stormfældede træer. Der var ryddet op, så man kunne bevæge sig omkring, men træerne lå stadig som naturlig bro over åen, hvilket børnene var begejstrede for. De kunne komme ud på en ø i åen, som de navngav Øjserøen.

Planen var at tage 2x13 km lørdag. Selvfølgelig satte det i med øsregn efter Nyttebodaskoven ca. 5 km inde i dagsmarchen. Dyngvåde og noget trætte opgav vi nogle af ledens kringlede skovture til fordel for veje, for at komme hurtigere frem og ikke risikere at blive sinket af flere væltede træer. Træklatring med rygsæk er meget trættende.
Ved Brotorpet nåede vi den første overnatningsplads på dagens program. Det er en smuk eng med en lille sandstrand ved Immeln, som også er kanolejrplads. Det havde været rigtig dejligt i solskin. Desværre er der vej helt dertil, så en campingvogn og en familie med en masse køletasker og habengut var også på stedet. Heldigvis pakkede familien sammen i regnen, da vi kom, så vi kunne på vindskjulet for os selv.

Arvid var dødtræt og gennemblødt, men kunne lægges til at sove i tørt tøj og en sovepose. Hvad værre var, at brønden på stedet ikke gav noget vand, trodt ihærdig pumpen. Efter varm suppe, som vi heldigvis havde vand til, var vi klar til at gå videre mod Raslången. Vejret var nu godt igen og vi fik næsten turens flotteste stykke på en gammel vej mellem to torp kort før Skärsnäs. Vandmanglen gjorde, at vi opsøgte de få huse vi kom forbi, men der var ingen hjemme. Et sted knne vi dog tage lidt vand fra en udendørs vandhane. Længere fremme kom vi forbi en kanolejrplads med besked om at der heller ikke skulle være vand ved næste vindskjul. Vandmanglen blev et stort problem, på trods at vi jo ikke just var i en ørken, men tværtimod i et regnvådt sølandskab. Hvorfor er det lige man ikke kan drikke vandet i naturen? Ved en rislende bæk, som ifølge kortet kun havde løbet gennem skov, tog vi vand til madlavning.

Snart var vi fremme ved Bökestad overnatningsplads, hvor der var liv og glade dage. En stor flok danske unge på kanotur fyldte det hele. Vi fandt plads til teltet helt nede ved søen, hvor også deres kanokyndige ledere var fortrukket til. Vi havde læst at denne lejrplads er den smukkeste, men foretrækker nu mere fredelige omgivelser. I det hele taget mødte vi flere og flere vandrere jo længere vi kom hen på turen. Det blev selvfølgelig også weekend efterhånden, men Kristi Himmelfart burde også være en miniferie for svenskerne.

Den sidste dag havde vi kun 10 km ud til bussen, der kører hver anden time forbi Östafors. Først gennem skov med søudsigt her og der, så ned i den bebyggede dal. Overnatningsspladsen ved Östafors var igen en dejlig eng med rigelig plads til teltslagning, men det skulle vi ikke bruge. Efter at resten af provianten præcis passede med frokosten, drog vi til bussen og starten på en uendelig lang hjemtur. Skinnearbejde gjorde at først det ene tog, så det næste var erstattet af bus og aldeles ikke direkte forbindelse hjem fra Kristianstad, som der burde være. Knap 5 timer efter vi satte os på bussen var vi hjemme på Amager igen.